Icon
Fotos: Peter Halskov

Syv år med ondt i knæet

Hvad der skulle have været en sjov og fornøjelig omgang skolekomedie, udviklede sig til et smertemareridt for den nu 19-årige Anna Ørtved. Konstante knæsmerter uden udsigt til lindring  var hverdagen for den unge student, indtil hun fik hjælp fra en fodterapeut.


Når man er 12 år gammel og går i syvende klasse på Ulsted Skole i Nordjylland, er det sjovt og spændende at være med i skolekomedien. Sådan havde Anna Ørtved det også. Rollen som politibetjent i komedien ”Frys, Mr. Coole” var hendes, og rollen krævede blandt andet, at hun skulle hoppe og springe rigtig meget i løbet af stykket. Men det der skulle have været en sjov oplevelse, blev i stedet starten på et langt smertehelvede for den purunge pige.

Det skal nok gå over!
’Jeg fik rigtig ondt i knæene bagefter, men vores egen læge mente, at det bare var overanstrengelse, og at det nok skulle forsvinde igen’, fortæller Anna Ørtved til Gå Godt. På det tidspunkt var hun en almindelig aktiv teenager, der løb, spillede håndbold og var spejder. Nogle måneder efter den famøse skolekomedie, skulle Anna og spejdervennerne ud på en 100 km. hike (vandretur). Anna havde glædet sig længe til den oplevelse, men efter at have kæmpet sig igennem de første 35 km., måtte Anna grædende opgive at forsætte sammen med vennerne. Smerterne var simpelthen for store.

I den efterfølgende tid var Anna gentagne gange på besøg hos lægen, der stadig mente, at det nok skulle gå over af sig. ’Min læge mente også, at en kikkertundersøgelse ville gøre mere skade end gavn, og at jeg bare skulle tage den med ro og lade tiden gå sin gang’, forklarer Anna. ’Jeg fik en henvisning til fysioterapi, hvor jeg fik behandlinger og nogle øvelser, men det hjalp heller ikke på smerterne’. Så de efterfølgende syv år måtte Anna leve med daglige knæsmerter, der satte en stopper for hendes ellers så aktive liv.

Anna Ørtved blev først sine knæsmerter kvit, da fodterapeut Bendte Rambøll lavede et par indlæg til hende,

En rigtig god oplevelse hos fodterapeuten
I efteråret 2014 kom Anna ad omveje i kontakt med statsaut. fodterapeut Bende Rambøl, der tilbød at undersøge hende. ’Det var en rigtig god oplevelse. Jeg følte mig meget tryg og i kompetente hænder, og så var det den første behandler, der lavede en ganganalyse på mig,’, fortæller Anna Ørtved. Bende Rambøl, der undersøgte Annas fødder forklarer: ’Det viste sig, at Anna er hypermobil, har en let platfod og et par fødder, der falder lidt ind ad på hælen. Det betyder, at hendes fødder ikke fungerer optimalt og derfor ikke absorberer stød i lige så høj grad, som de kunne gøre. Og det kan forplante sig til knæene, som i Annas tilfælde’.

På baggrund af en ganganalyse og en grundig undersøgelse af Annas fødder, fremstillede fodterapeut Bende Rambøl et par indlæg, som kompenserer for problemerne i  Annas fødder, og som gør hende i stand til, at afvikle så naturligt som muligt, når hun går og løber.

Smerterne er næsten væk
’Det var virkelig en øjenåbner’, smiler Anna Ørtved og forsætter: ’Jeg havde ingen idé om, at fødderne kunne have så stor virkning på resten af kroppen, som i mit tilfælde. Efter jeg har fået mine indlæg, er knæsmerterne blevet væsentlig mindre, og nu er der dage, hvor jeg slet ikke mærker noget til dem. Det er en stor forandring. Jeg kan tydeligt mærke forskel på, om jeg har indlæggene i mine sko eller ej. Går jeg f.eks. en tur i gummistøvler uden indlæg, har jeg ondt i knæene bag efter. Så jeg er blevet rigtig god til, at huske at få indlæggene skiftet over fra det ene par sko til det andet’.

Efter at Anna Ørtved har fået et par individuelt fremstillede indlæg fra en fodterapeut, kan hun atter genoptage sin løbetræning.

Løber igen
Fodterapeut Bende Rambøl fremstillede to sæt indlæg til Anna, så hun også har et par indlæg, der passer til hendes løbesko. Det har betydet, at Anna atter har genoptaget løbetræningen hjemme i Hov. Udover indlæggene fik Anna også nogle øvelser med i baggagen, der skal hjælpe til med, at styrke hendes knæ.

’Jeg vil klart anbefale andre med knæsmerter, at opsøge en fodterapeut, for at se om de også kan have glæde af et par indlæg’, siger Anna Ørtved. Hun blev student sidste sommer, og har gennem længere tid arbejdet som lærervikar på lokale skoler, for at tjene penge til en længere tur til Sri Lanka og Maldiverne. En ting er sikkert, og det er, at hendes indlæg kommer med på turen.

 

Infoboks

Hver tredje unge har ondt i knæene

Knæproblemer er et stort problem for unge mennesker. En ny ph.d-afhandling fra Aarhus Universitets viser, at hver tredje unge i gymnasiet, dagligt eller flere gange om ugen har ondt i knæene. Syv procent har diffuse smerter fortil i knæet, og voksne med artrose i leddet mellem knæskaller og lårbenet har ofte haft knæsmerter som børn.

 

Du har 0 varer i kurven
I alt 0,00

Gå til indkøbskurv